Ejendommen ”Strandbyhus” er færdigbygget i 2006 og placeret mellem by og havn, på en af Esbjergs bedste beliggenheder, for enden af gågaden, tæt på musikhuset, byparken, indkøb og torvet.
Udsigt til den ene side er Fanø færgeriet, offshore aktiviteter, vindmølleafskibning, indsejlingen og vandet med Skallingen og Fanø.
Til de andre sider byen og baglandet.
Strandbyhus er tegnet af Arkitema i Århus i samarbejde med det lokale arkitektfirma Hallen og Nordby og opført af KPC Byg, som totalentreprenør med Rambøll Danmark som ingeniør.
Arkitekternes intentioner har netop været at tilpasse tårnene til såvel de klassiske pakhuse og siloer på havnen som til det røde teglbyggeri, der dominerer Esbjergs bymidte.
Store, frit hængende opholds altaner i kraftigt varmt galvaniseret stål med glasværn er i høj grad med til at forstørre udsigtsvinklerne.
En anden faktor, som er med til at åbne byggeriet mod flere verdenshjørner er, at ydermurene ikke er parallelle. Tårnenes langsider slår et diskret knæk omtrent midtvejs, således at facaderne fremstår bredere ud mod havnefronten.
Ejendommen består af 37 ejerlejligheder, fordelt på 2 næsten identiske tvillingetårne, syv etager over jorden, med hver sin elevator samt aflåst indendørs parkering i kælder og stueetage.
Der er direkte adgang fra de indendørs parkerings arealer, til trappeopgang og elevatorer.
Der er fællesterrasse på taget af hvert tårn ligesom der er en fællesterrasse i stueplan mellem de 2 tårne.
Til hver lejlighed hører egen altan/altaner, de fleste overdækkede, et aflåst rum på ca. 5 m2 i fælles boks rum i kælder og stueetage, video dørtelefonanlæg i farver samt teknik skab med forbrugsmålere til varme, vand og el. samt internet og Tv.
Der er fremført SE fiber forbindelse til hver enkelt lejlighed.
Strandbyhus er et sikkert sted at bo, under ordnede forhold, med en bred ejerkreds og en velfungerende ejerforening.